Hermans

International Natcabaret – 20 års jubilæumsshow

25. august - 02. september · 21:00
Hermans
ca. 2 timer
fra 305 kr.
Køb billet
Exceptionelt show med internationale komikere, magikere og verdensartister

Natcabaret

Et af Festugens årligt tilbagevendende højdepunkter fylder 20 år, og det fejres med en storslået jubilæumsforestilling, som igen i år produceres af Aarhus Festuge selv. Kultur- og teaterhuset Hermans i Tivoli Friheden danner rammerne om Natcabareten med en specialdesignet scenografi, der sikrer den helt rigtige natklub- og varietéstemning.

 

Den Internationale Natcabaret byder på topartister fra hele verden. Mød helt nye bekendtskaber, der aldrig har medvirket før, og få et glædeligt gensyn med nogle af de bedste artister gennem årene. Festugens Internationale Natcabaret er både en forførende, magisk, humoristisk, grotesk og overraskende forestilling, så der er virkelig noget at glæde sig til!


TRERETTERS NATCABARETMENU

Den anerkendte Restaurant Terrassen er klar til at servere en lækker trerettersmiddag, som kan nydes i teatret, inden forestillingen går i gang, og man sidder således på de samme pladser hele aftenen igennem. Der er mulighed for at fuldende forkælelsen og komme i den rette cabaretstemning med en vinpakke sammensat specielt til lejligheden.

 

Appetizer: Gazpacho Andaluz med parmaskinke

Forret: Laksetartar af røget laks – syltede løg – kapers – urtesalat

Hovedret: Rosastegt kalvefilet – syrlige majs – trøffel – portobellosvampe

Dessert: Mørk og hvid chokolade – jordbær/rabarber – mandel

 

 

 

CABARET DÉCADANCE
Dukker i menneskestørrelse bliver levende på scenen i denne humoristiske optræden fra den canadiske gruppe, som har optrådt over hele verden og vundet flere internationale priser. Dukkerne udstråler både karakter, sjæl og humor, og når dukkeførerne endda selv optræder som dukker, kan det være svært at finde ud af, hvem der er hvem.

 

VICTOR KEE
Det er et regulært scoop for Festugen at kunne præsentere en af verdens bedste jonglører, når ukrainske Victor Kee kaster akrobatik, dans og klassisk jonglering op i luften og bruger både hænder, hoved og fødder til at holde det sammen i et hæsblæsende nummer. Han har bl.a. optrådt i Cirque de Soleil, på The Mirage i Las Vegas og Moulin Rouge i Paris – og nu i Festugen!

 

DIE MAIERS
Komik og akrobatik smelter sammen i dette nærmest absurde nummer, hvor trapezsvingene ender i de mest pinlige og groteske situationer. Det tyske par kæmper en brav, og for publikum tårefremkaldende sjov, kamp for at komme igennem nummeret, som har overrasket publikum rundt om i verden gennem de sidste 25 år.

DUO YINGLING
Det kræver koncentration og kropskontrol af absolut højeste kvalitet at jonglere 10 parasoller på én gang, eller udføre håndstand på en andens hoved, mens man jonglerer tæpper… med fødderne! Det og mere til er ikke desto mindre, hvad Duo Yingling fra Kina udfører med lethed og elegance på scenen. De er uddannet på den berømte cirkusskole i Shanghai og Harbin og har medvirket i shows verden over.

 

MICHAEL DEUTSCH

Michael Deutsch er en af Europas førende inden for magiens verden og et moderne svar på Harry Houdini. Mystik, spænding og dramatik bliver der masser af, når han indtager scenen med illusioner, mind control og fingerfærdighed, så man ikke tror sine egne øjne. Han har blandt andet tryllet en helikopter frem på scenen og en limousine væk i Københavns Lufthavn.

 

DOMITIL AILLOT

Franskmanden er i Danmark for første gang og optræder med sit imponerende Chinese Pole-nummer, hvor han håner tyngdekraften og i halsbrækkende numre efterlader publikum måbende tilbage. Hans evner er nærmest uden sidestykke i branchen, og efter 12 år i USA kan Festugen med stolthed præsentere ham til dette års Natcabaret.

                                                                               

LES FRÉRES TAQUINS

En optræden med de belgiske komikere er både rørende for sjælen og god for lattermusklerne. Nummeret er fint og poetisk, og når man ikke bliver berørt af den gode historiefortælling, har man travlt med at skraldgrine. Duoen har bl.a. vundet en guldmedalje ved Cirkusfestivallen i Paris og optrådt i Big Apple Circus i New York.

 

JEFFREY WARD LITTLE

Direkte fra Las Vegas er det lykkedes at få Jeffrey Ward Little frikøbt, så han kan optræde sit sensuelle og akrobatiske nummer i Festugen. Nummeret foregår i både et fyldt badekar på scenen og højt oppe under kuplen i Hermans og forener maskulin styrke, rå kraft og skønhed i en imponerende demonstration af den menneskelige krops kunnen.

 

Herudover præsenteres andre artistiske overraskelser! NB: Ret til ændringer forbeholdes.


Spisning fra kl. 18.30 (dørene åbnes kl. 18.00 og kl. 20.45 for gæster, som ikke skal spise)

Baren er også åben efter forestillingen

Sted: Hermans, Tivoli Friheden, Skovbrynet 5

Pris:

Hverdage og søndag inkl. menu

Kategori A: 705 kr.
Kategori B: 670 kr.
Kategori C: 635 kr.
Kategori D: 305 kr. (ekskl. menu)

 

Fredage/lørdage inkl. menu:

Kategori A: 735 kr.
Kategori B: 705 kr.
Kategori C: 680 kr.
Kategori D: 355 kr. (ekskl. menu)

 

Arrangeret af: Aarhus Festuge i samarbejde med Hermans

Husk at du med sæsonkort Platin & Deluxe har gratis adgang til alle Fed Fredag-koncerter