Hermans

Bridge over troubled water - en hyldest til Simon & Garfunkel

28. september - 29. september · 20:00
Hermans
Fra 225 kr.
Køb billet
Bridge Over Troubled Water er en rørende og gennemmusikalsk teaterkoncert om verdens mest elskede duo, Simon & Garfunkel.

Billetsalg - Ticketmaster - tlf. 70 15 65 65

Tag med en tur ned ad memory lane

Bridge Over Troubled Water er en rørende og gennemmusikalsk teaterkoncert om verdens mest elskede duo, Simon & Garfunkel. Anmelderne var vilde med teaterkoncerten efter dens premiere på Bremen Teater i København og BT skrev bl.a. i sin anmeldelse:

 

"Morten Lützhøft og Nis Pedersen giver deres meget personlige og meget vellykkede bud på Simon & Garfunkels bedste og mest populære sange. Og det gør de virkeligt godt. Begge synger strålende og vokalharmonierne sidder lige i skabet... Vi får en perlerad af sange serveret; 'Mrs. Robinson', 'The Boxer', The Sound of Silence' og ikke mindst titelsangen, som Nis Pedersen synger som afslutning på første akt, så smukt, at de små hår i nakken rejser sig".

 

Peter Aude har skrevet manuskript og sat i scene og han udtaler selv om teaterkoncerten;

 

”Simon og Garfunkels femte og sidste LP ”Bridge Over Troubled Water” fra 1970 sender mig direkte tilbage til ungdommens både forjættede og spændende land, hvor deres musik blev et baggrundstæppe for min opvækst i en søvnig forstad til storbyen.

 

At genopdage Simon og Garfunkels musik i dag, at lære om deres liv og karrierer, er en øjenåbner, der ikke alene afslører hvilken stor sangskriver Poul Simon var og er, men også i hvor høj grad mange af deres sange var politiske og deres budskaber eviggyldige.”

 

På scenen står de to skuespillere og sangere Nis Pedersen og Morten Lützhøft. Begge har markeret sig kraftigt indenfor musikteatret herhjemme. Nis Pedersen var bl.a. med til at starte teaterkoncert-genren, som én af de oprindelige sangere i ”Gasolin” på Dr. Danté Aveny og har siden medvirket i adskillige musikforestillinger på både Østre Gasværk, Folketeatret og Odense Teater m.fl. Morten Lützhøft har også været med i større roller i flere af de store musical-produktioner, bl.a. ”Mamma Mia!” og Les Miserables. Men er måske mest kendt fra sine roller i tv-serier som ”Forbrydelsen”, ”Lærkevej”, ”Bedrag”, ”Ørnen”, ”Broen II” m.fl.

 

Så alle kan godt glæde sig til en stor aften med smil, latter, glæde og måske en tåre på kinden, når Teaterkoncerten Bridge Over Troubled Water tager på sin rørende tur ned ad Memory Lane.

Husk at du med sæsonkort Platin & Deluxe har gratis adgang til alle Fed Fredag-koncerter